Copyright © 2015 - jomophoto.dk - All rights reserved

Våde strømper og strømsvigt

Forberedelse er rigtig godt, når den står på fototur en fugtig morgen, her lige før efteråret gør sin entré, og skovbunden er våd som en badesvamp. Det kræver godt fodtøj, hvilket et par gamle slidte Nike løbesko i dette tilfælde, ikke er. Men når man nu bare må afsted kl. 05.30 en lørdag morgen, og ikke lige har fået fundet de vandtætte støvler frem, så må man jo klare sig på bedste beskub.

Det gik også rigtig fint. Lige indtil asfalt blev til skovbund. Ganske få meter og vandet begyndte allerede at sive ind igennem den finmaskede overdel på skoen. Pyt med det! Man kan jo kun blive gennemblødt én gang, og temperaturen er da stadigvæk så tilpas høj, at jeg i det mindste ikke får kolde fødder.

Nu skal der tages billeder. Frem med kameraet. Solen er lige på vej op over horisonten, og det er nu, det helt rigtige lys er der. Det lys, der har fået mig ud af fjerene, her først på dagen. Men ak! Batteriindikatoren blinker. Jeg er næste uden strøm. Godt der ligger to ekstra batterier i tasken. Endnu et næsten uden strøm og ét helt uden.

Heldigvis rækker de to, næsten flade batterier, til en times tid i det fantastiske morgenlys, og der kommer trods alt lidt med hjem på kortet. Det havde nu også gået uden! Bare det at sidde og kigge på naturen en morgen som denne, er det hele værd. Også med våde sokker!