Copyright © 2015 - jomophoto.dk - All rights reserved

Myggehelvede i mosen

Vejret er fantastisk og specielt efter kl. 19 hvor temperaturen er på mit komfort niveau, får man lyst til at bevæge sig ud i den fantastiske natur omkring Herning med kameraet.

Ok, natur og natur er måske store ord. Det er vel egentlig ikke lige det, byen er mest kendt for. Men ikke desto mindre er der trods alt lidt natur, og lige i min baghave har vi Knudmosen, og det er faktisk en ganske skøn bette plet her i ellers uskønne Herning. Knudmosen kan oven i købet bryste sig af sit eget ’bjerg’. Det er vel egentlig bare en affaldsdynge der er groet til, men et bjerg er det! Det står der på skiltet!
Nu skulle jeg nok lige have tænkt på, at kombinationen mose og varme er noget, som myg er rigtig glade for. Det havde jeg så ikke lige tænkt over, og min aftentur i Knudmosen mindede da også mest om det Norske fjeld på en varm sommerdag. Det var rent myggehelvede, og der var myg overalt. Det skulle dog ikke stoppe mig fra at få fotograferet lidt, og heldigvis er de der myg ikke så vilde med at stikke i mig, så det lykkedes rent faktisk at få lidt med hjem på kortet.

Der er ingen billeder af myggene, men der er mange andre indtryk, som jeg gerne deler med andre. Måske det kunne give nogen lyst til en tur i mosen. De er trods alt ikke så farlige de der myg…